I min praksis hører jeg jævnligt sætningen: ” Bliver jeg nogensinde mig selv igen?”
Mit korte svar er, NEJ.
Det interessante for mig er, hvad det egentlig betyder både når jeg selv svarer NEJ og når et menneske stiller mig det spørgsmål som oven for!
Der er mange måder at besvare det spørgsmål på, så i en kort version og uden diverse videnskabelige henvisninger, vil jeg søge at give mit perspektiv på spørgsmålet og så nuanceret som pladsen tilbyder.
Når et menneske spørger, om vedkommende bliver sig selv igen, skal vi forstå hvor spørgsmålet kommer fra. Ofte handler det om, at personen er i en vanskelig og smertefuld situation og sandsynligvis lever med en eller flere belastningsreaktioner. Reaktioner som eksempelvis kan være alt fra vrede over mindre hverdagsting, tristhed, magtesløshed, labilitet, at have fysisk ondt et sted (hovedet, skuldre/nakke), søvnbesvær, at have svært ved at huske helt enkle ting, nedsat koncentration, en ændret orienteringsevne til manglende overblik. Disse er blot nogle af de symptomer og reaktioner, der kan opleves, og de er alle alvorlige for både personen selv og for vedkommendes omgivelser. Det er således et meget sårbart sted dette menneske står, og det er vigtigt at forstå at disse reaktioner på belastning er universelle, hvilket vil sige, at vi alle vil kunne opleve dem – også selv om vi kan tænke, at ”det vil aldrig kunne ske for mig”!
Som nævnt kan disse reaktioner være mange og relaterer ofte til stærke følelser på baggrund af en eller flere voldsomme oplevelser, fx et ubalanceret arbejdsliv med et stort arbejdspres over længere tid, urealistiske forventninger, private udfordringer så som sygdom, skilsmisse og tab, et dårligt arbejdsmiljø på arbejdspladsen, krænkelser e.lign. Det ses dog også at mere subtile ting kan starte en lavine af reaktioner. Jeg tror, at de fleste af os kender til det ubehag, der kan opstå efter et skænderi, en uenighed der ikke er landet godt, hvis noget negativt og værdiladet insinueres om os eller hvis vi oplever at være svigtet. Ikke ved en enkelt gang med uhensigtsmæssig kommunikation, men sker det over en længere periode og gentagne gange, så vil de fleste af os reagere. Der er altså mange varianter af adfærd, kommunikation, generelt samvær og livsbegivenheder, der kan skabe store forandringer i vores trivsel.
Den forandring, som personen oplever inde i sig selv, vil også afspejle sig i det ydre, altså i adfærd. Det er her både personen selv og andre vil opleve at noget nyt er kommet til eller er givet slip på. Så snart vi tænker, føler og handler anderledes end vi har gjort tidligere, så er vi et nyt sted. I en forandring.
Denne forandring sker hele tiden i vores liv, og ofte først når vi bliver nødt til at lave større bevidste forandringer i os selv, vil vi føle os sårbare og på gyngende grund.
Utrygheden ved at skabe forandringer i fx vores måde at tænke på eller ændre mønstre i adfærd vil have stor betydning for vores måde at opfatte os selv på og vores liv generelt. Meget af det handler om at få øje på sig selv, at tage beslutninger omkring, hvad man gerne vil ændre på, hvad man ikke længere ønsker at have i sit liv eller hvad man skal have af nyt ind i sit liv.
Alt i alt er det en rejse, hvor det handler om at være vågen på sig selv, at få indsigt – og at lære sin egen psykologi at kende, det vil sige at få indsigt i egne tanker, følelser, forsvar, smerter, positioner, behov mv. Er det let og enkelt? Nej, slet ikke! Så al respekt til mennesker, der har modet til at skabe den forandring, som indsigten inviterer til. Forandring, der gerne skal give mere lys, liv, lyst, glæde, trivsel og ikke mindst mere indsigt – og ikke at glemme ubehag og smerte. Oplevelsen af ubehag vil nemlig aldrig forsvinde, derimod vil måden at forholde sig til det på kunne forandres.
Tænk hvis følelsen af ubehag kunne blive modtaget med kyshånd, som et signal der siger: Vær vågen, mærk – og se efter om alt er, som det skal være!
Manglende glæde – og trivsel er ofte et signal om, at der er noget ”galt” eller sagt på en helt anden måde, at der er en klog krop, der fortæller os, at vi skal tjekke ind med os selv og finde ud af, hvordan vi egentlig har det.
Vi mennesker er altså i konstant forandring, og i forbindelse med smertefulde begivenheder inviteres vi derfor til at forandre os selv med en større hastighed og til at komme mere i dybden i os selv. Det kræver mest af alt mod og indsigt.
Det kan virke absurd, at vi kan lære mest af de oplevelser, der er vanskelige, som smerter os og rammer os på de mest sårbare steder. Men netop det inviterer os jo til at kigge i dybden, at kigge indad og forbi gamle overleverede overbevisninger, at forlade pænheden og lade maskerne falde. Det kan virke uoverskueligt, smertefuldt og umuligt, hvilket i sig selv kan skabe frygt og uro, men overkommer man det arbejde, der ligger klar, så vil ethvert menneske stå et nyt sted og forhåbentlig et mere balanceret sted med mere ro og med en følelse af frihed til at være SIG i verden.
Som tidligere nævnt, så forsvinder de gamle smerter og ubehag i livet ikke, vi kan dog lære at leve sammen med dem.
Som et ar på kroppen, kan et ar på sind og sjæl også have behov for opmærksomhed, for små gen-besøg, der kan fortælle os, om vi er på rette vej, og om vi forfølger vores værdier, om vi har mod til at vise vores sårbarhed og dermed at være med til at skabe det fokus, at alt er som det skal være! At vi er hele mennesker, også når der er smerte integreret.
Bliver jeg nogensinde mig selv igen?
Nej, du er i en konstant transformation og særligt, hvis du har mod til at kigge dybt, blidt og kærligt indad – og kæmpe tillykke med det!
Kærlige smil
Lisbeth
Ps. Hvis du gerne vil have konkrete bud på metoder, øvelser og lignende, som kan støtte dig i din rejse til mere indsigt og psykisk sundhed, så findes der litteratur i store mængder.
Jeg har dog lyst til at anbefale en enkelt bog, som Marie Brixtofte har skrevet. Hun skriver både som fagperson (psykolog) – og som menneske. Hendes bog hedder:
Bolsjefilosofi og andre leveråd. Når det, vi lærte som børn, spænder ben for os som voksne. (Gyldendal)
